Grbavica er en bydel i det centrale Sarajevo som serberne holdt belejret i 3 ½ år. Filmen foregår i efterkrigs-Bosnien, hvor menneskenes indre, måske mere end byens ydre, fortsat er præget af krigens spor. Traumer, arbejdsløshed, apati og kriminalitet præger dagliglivet for mange. Sporene fra krigen er overalt, stadig åbnes nye massegrave. Alvorligst er alligevel den manglende vilje til et opgør med skyld og straf. De værste krigsforbrydere er stadig på fri fod, og værnemagerne er nu samfundsstøtter. Men ikke bare på det politiske plan må sandheden frem, filmen viser at også på det personlige plan er det kun sandheden, der kan give håb om et bedre liv Historien udspiller sig omkring Saras skoleudflugt, som moderen Esma ikke kan skaffe pengene til. Børn af krigsmartyrer får rabat, og Esma har altid sagt at Saras far var en krigsmartyr. men Esma kan af gode grunde ikke finde det dokument, der attesterer, at faderen var martyr, Til sidst aftvinger Sara sin mor sandheden med en pistol, og hvor vigtigt er det ikke at sige sandheden, og gennemleve traumerne! Esma fortæller da endelig sin historie: at hun efter at have født barnet egentlig ikke ville have noget at gøre med det, men så kunne hun høre babyen skrige og besluttede at amme det bare een eneste gang, og da hun så det lille uskyldige væsen, forelskede hun sig omgående i det. Man kommer simpelthen til at holde af personerne, så man med glæde følger med i den stille historie, der indeholder et kæmpe drama. Krigen i Bosnien 1992-1995 har givet grobund for temaer, som kan behandles kunstnerisk i lang tid fremover. Af alle de begåede overgreb skiller voldtægt sig ud, både fordi det som krigsførelse går ud over uskyldige ofre, og fordi der så let bliver dækket over overgrebene p.gr. af skam. Under krigen i Bosnien blev spørgsmålet om systematiske massevoldtægter politiseret, og påstået overdrevet, men siden er det blevet veldokumenteret. Som ved andre massive overgreb er det enkeltskæbner, der kan nå os, såsom i denne film.